Klubnyheder

Divisionstrænerteamet på kvindesiden i Ajax København til sæsonen 2022/2023 er klar

4. april 2022, 20.03

I Ajax København har vi altid og vil vi altid forsøge at skabe sammenhænge mellem hold, spillere, trænere/ledere og frivillige. Der er i en klub som Ajax København altid ting som trækker i mange forskellige retninger, og derfor har vi altid fokus på kontinuitet og udvikling. 2 størrelser, som både kan modarbejde hinanden, men som i den grad også kan forstærke hinanden.

Vores store mål for sæsonen 2022/2023 på 2. og 3. holdene er at skabe kontinuitet i træningsmængde og udvikling for vores nyoprykkende ung-seniorer (årgang 2002) samt skabe endnu større sammenhæng såvel socialt som spillemæssigt.

Kontinuiteten for ung-seniorerne skal ses i lyset af vores store ambitioner om at udvikle spillere til vores eget Ligahold. Vi har en række dygtige U19-spillere, som gennem flere sæsoner har knoklet for at lægge lag på såvel taktisk-, teknisk-som fysisk. Det arbejde er gået rigtigt fornemt de seneste par år, og det ønsker vi at fortsætte videre op på divisionsholdene, således at vi giver vores spillere samt klub den bedste forudsætning for at alle realiserer deres ambitioner.


Divisionstrænerteamet i sæsonen 2022/2023 vil være bestående af Stiven Larsen, der efter 3 sæsoner på U19 Pigerne, nu skifter til fra ungdom til seniorhåndbold og bliver cheftræner på 2. divisions holdet.

Til at assistere Stiven på 2. division har vi Tomasz Zilberberg, der udover rollen som assistenttræner også skal varetage rollen som cheftræner på klubben 3. division. En opgave han i denne sæson har varetaget med fin succes.


I denne sæson har der været et stort fokus på at øge samarbejdet mellem U19 og seniorafdelingen, hvilket kommer til at gøre overgange fra ungdom til senior endnu lettere, men med dette trænerteam sikre vi i den grad en masse kontinuitet. Zilberberg har været i afdelingen i kommende sæson, mens Stiven via det tætte samarbejde, ligeledes har været tæt på afdelingen, samtidig med at Stiven gennem sine 3 sæsoner hos U19 Pigerne, nu også kommer til at følge en stor og meget dygtig gruppe af spillere med op til seniortilværelsen. 

Vi har indhentet udtalelser omkring den kommende sæson fra begge trænere. Cheftræner, Stiven Larsen, siger således om den kommende sæson:

I den kommende sæson er det igen tid til håndbold på senior niveau, efter 3 år som træner for ungdoms hold i Ajax København, glæder jeg mig til at træne et stærkt 2. Hold for klubbens Ligakvinder.

Det ser super spændene ud på spillerfronten med rutinerede kræfter og unge ærgerrige spillere, som ønsker at være en del af et godt træningsmiljø og et professionelt setup.

Vi skal have skabt en sikker base for transitionen fra ungdom til senior og samtidigt udnytte de nuværende 2. Div og 3. Div spillers potentiale yderligere.”


Assistenttræner, Tomasz Zilberberg, supplerer:

Jeg glæder mig til at være med til, at få skabt det bedste træningsmiljø på Sjælland, så vores unge talenter kan få den sidste udvikling inden de forhåbentlig kan komme op og få spilletid på 1 holdet. 

Det bliver en god blanding af meget unge talenter samt dygtige spillere med god rutine der kan hjælpe de unge på vej.”


I Ajax København glæder vi os over, at de to herrer har takket ja til vores divisionskvinder, og til at se dem hjælpe endnu flere af vores unge talenter hele vejen op på øverste nationale hylde!